Paradentose

Parodontose er tandkødsbetændelse (gingivitis) der har spredt sig til  de dybereliggende væv – dvs. tandrødder og den omkringliggende knogle som holder vores tænder fast. Denne betændelse medfører varigt tab af tandens parodontalfibrene, som er de “gummibånd” der holder vores tænder fast til knoglen, og senere nedbrydelse af selve parodontalknoglen. Dette resulterer i dybere tandkødslommer og tænder der ikke længere sidder lige så godt fast.

Det betyder altså at tandkødsbetændelse, der ikke behandles kan udvikle sig til parodontose. Jo mere alvorlig parodontosen er, jo dybere vil tandkødslommerne være og jo mere af den omkringliggende parodontalknogle vil der mangle. Dette vil resultere i løse tænder som i værste fald skal fjernes eller selv falder ud.

Ved alvorlig paradentose kan tandkødet trække sig tilbage og gøre tandens rod synlig. Nogle patienter oplever desuden, at tænderne flytter sig, og at de får dårlig ånde.

Parodontose giver som nævnt sjældent gener, før sygdommen er alvorlig.

Det er derfor vigtigt, at du regelmæssigt får kontrolleret tandkødslommernes dybde [pochemåling] og får taget røntgenbilleder hos tandlægen.

Røntgenbilleder kan vise, hvor fremskreden sygdommen er.

Hvem rammes af parodontose?
Tandkødsbetændelse og parodontose er blandt de hyppigst forekommende sygdomme hos mennesker overhovedet. I undersøgelser har man fundet tandkødsbetændelse hos 90% af de 20årige. Ofte udvikler tandkødsbetændelse sig ubemærket til parodontose.

Jo tidligere i livet parodontosen udvikler sig, jo mere alvorlig og aggressiv er den, og desto mindre modstandskraft har man mod sygdommen. Parodontose opstår oftest hos personer i 30-40 års alderen og er efter 40 års alderen den hyppigste årsag til tandtab.

Du har særligt stor risiko for at udvikle parodontose hvis du:

  • ryger
  • er arveligt disponeret
  • har dårlig mundhygiejne
  • har systemiske sygdomme – fx diabetes
  • har nedsat immuforsvar
  • lider af stress

Formålet med behandlingen er at standse sygdommen så yderligere fæstetab mindskes. Når du får behandlet parodontose hos din tandplejer eller tandlæge fjernes tandsten og bakterier over og under tandkødet. Desuden afglattes rødderne. Behandligen foregår ved hjælp af ultralyd og specialinstrumenter designet til behandling af parodontose. Er tandkødet ømt eller er tænderne meget følsomme, kan det være nødvendigt at lokalbedøve.

Hvordan tænderne herefter holdes rene har stor betydning for behandlingens resultat. Der vil derfor blive lagt stor vægt på instruktion i korrekt børstning samt brug af tandstikkere, tandtråd eller mellemrumsbørster.

Hvis tandkødslommerne er meget dybe kan det være nødvendigt at lave en lille operation, for at undgå yderligere udvikling. En sådan operation foregår i lokalbedøvelse og er ikke forbundet med større ubehag efterfølgende. Din tandplejer vil i samråd med din tandlæge anbefale en sådan operation hvis det skønnes nødvendigt. Vi vil dog altid forsøge at behandle med konventionel behandling før eventuel operation.

Supplerende behandlinger

I særlige tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at supplere den normale parodontosebehandling med antibiotikum.

Hvis det kun er enkelte tænder, der er hårdt ramt af paradentose, kan tandlægen i nogle tilfælde med specielle materialer forsøge at genopbygge det tabte fæste.

Hvad sker der, hvis man ikke bliver behandlet? 

Hvis parodontosen udvikler sig, tabes mere og mere fæste, og tænderne falder ud.

Kan man få sundt tandkød igen? 

Hvis parodontosen behandles, kan tandkødet igen blive sundt, men det fæste, som tanden har mistet på grund af betændelsen, gendannes ikke. Det betyder, at løse tænder i nogle tilfælde kan blive mindre løse, hvis de behandles, og du selv gør en indsats. For at hindre sygdommen i at udvikle sig, skal du følge disse tre råd:

  • 1.Vær meget omhyggelig med mundhygiejnen og følg de instruktioner til at holde rent, som din tandplejer eller tandlæge har givet dig. Det gælder både i forhold til tandbørstning og yderligere hjælpemidler, fx tandtråd eller interdentalbørster.
  • 2. Få regelmæssig parodontosebehandling hos tandplejeren eller tandlægen
  • 3. Stop med at ryge

Alle tre råd er særdeles vigtige at følge. For hvis du fx ikke selv holder tænderne grundigt rene mellem tandlægebesøgene, er paradentosebehandlingen kun et indgreb, der får sygdommen til at udvikle sig langsommere, end den ellers ville have gjort.

Da parodontose er en kronisk sygdom, vil der desværre altid være risiko for, at sygdommen blusser op igen – især hvis tænderne forsømmes det mindste.

Paradentose rammer ca 25% af befolkningen i Danmark i forskellig grad og skyldes usynlige bakteriebelægning som kommer grundet manglende renhold af tænderne.
Tænderne sidder fast i knoglen og disse knogler bliver nedbrudt omrking tænderne, så de kan blive løse og falde ud.
Tandkød der bløder er et hyppigt tegn på Paradentose.
Billedet til højre viser bakteriebelægninger og tandkødsbetændelse.

Alligevel er der nogle tegn, som kan være et forvarsel: Dårlig ånde, blødende tandkød under tandbørstning eller spisning, smerter i tandkødet og tandbylder og man bør straks søge tandlæge.

Tandlæge eller tandplejer opdager paradentose ved måling af de såkaldte tandkødslommer rundt om tænderne. En sund tandkødslomme er mellem 1-3 mm dyb. Tandkødslommer over 5 mm kan være tegn på paradentose. tandkødslommen kan være op til 12 mm dyb hvis det er fremskreden.

Røntgenbilleder kan vise om der er mistet knogler omkring tænder.